Af Anna-Elisabeth Brade, cand.mag. og Ph.D.Denne artikel tager sit udgangspunkt i en samling breve, der er adresserede til praktiserende homøopat, kirurg Søren Jensen (1811-1887), boende i Skindergade, København. Brevede findes indlagt i en af ham ført patientprotokol (1). men hvem erSøren Jensen?
I 1835 står han opført i Det Kgl. Kirurgiske Akademi’s matrikel som kirurgistuderende uden studentereksamen (2), og hermed tilhører han en af de sidste årgange, der kunne optages uden kvalificerende adgangsbevis – først fra 1837 skulle alle immatrikulerede have bestået studentereksamen. Ved efterårseksamen i 1837 fuldførte han sine studier, angiveligt med en lav 2.karakter, og i perioden 1837-1839 var han ansat som kompagnikirurg ved Kongens Regiment. I 1853 vides han at have fungeret som koleralæge i København (3), hvorefter han har praktiseret som homøopat hér til sin død (4).
Den valgte kildekritiske forståelsesramme er brevet som en samtale mellem positioner (5), hér patienten som afsender – homøopaten som modtager. Dog mangler den ene positions (homøopatens) del af samtalen, idet hans svar til patienten næppe kan opspores i dag. Men hans behandlingsnotat (medicin + pris) står på patientbrevet. Brevene fremtræder som skrivelser/monologer (6), der vil opnå noget: i form af sygehistorier er de argumenterende og opfordrende med det formål at få tilsendt medicin. Men herudover indgår tillige et element af forventning om et svar, der skal oplyse/trøste den syge. Brevene kan derfor også analyseres som monologer, der vil være dialoger med en fraværende. Der er tale om brugsprosa, hvor brevskriveren må søge at oplyse modtageren så nøjagtigt som muligt – der er ikke som i samtalen mulighed for at korrigere eller uddybe udtalelserne, og en del breve er da også ret detaljerede i sygdomsbeskrivelserne (symptomerne skrevet af en historisk person til en historisk person, og de er ikke skrevet med henblik på offentliggørelse (6), hvorfor de antages ikke at være “slørede” af tilsigtede fortielser/fordrejninger, men ærlige udtryk for patienternes holdninger og forhåbninger til homøopatisk behandling. Brevene, der omfatter perioden 1874-1886, er et fragment – ikke mindst, hvad angår patientvurderingen af behandlingen. Patienter, som er blevet helbredt af den homøopatiske kurmetode, kan næppe forventes at skrive tilbage til lægen herom – vel en til enhver tid for enhver behandlings-metode generel regel. I samlingen findes kun én klar undtagelse herfra: en patient er blevet helbredt for eksem og sender sin tak herfor, men i øvrigt er brevskriveren nok så interesseret i, om lægen har modtaget de tilsendte 4 kroner, så det økonomiske mellemværende er ude af verden (7).
Der er således en skævhed i materialet, som ikke generelt kan dokumentere værdien/effekten af homøopatisk behandlingsmetode. En anden skævhed i materialet er Søren Jensen’s manglende svar til patienterne – kun hans notat på patientbrevet findes, og det vedrører som nævnt alene datering, ordination og potensering – ingen råd/vejledning til patienten eller lægelige kommentarer. Dialogen er énvejs: patient til læge, hvorfor materialet, stående alene, ikke givet et fuldgyldigt, generelt billede af en homøopats behandlingspraksis.
Brevene er dybt menneskelige dokumenter, skrevet af ulykkelige syge eller deres pårørende, venner, eventuelt skolelæreren til deres tilsyneladende sidste “redningsmand”, Søren Jensen. De er prægede af ærbødighed, udtrykt med tiltaleformen: gode hr. doktor, Deres velbårenhed o.l. og underskrevet med: med megen agtelse, med megen ærbødighed o.l. Læseren kan ikke undgå at blive menneskeligt engageret, men hvad kan brevene bruges til? Hvad fortæller de? Efter mit skøn følgende: suppleret med patientprotokollen kan brevene generelt dokumentere hvilke sygdomme, en homøopatisk praktiserende læge behandlede og hvilken behandling, han ordinerede. Dog under hensyntagen til, at en homøopat ikke nødvendigvis ordinerede den samme medicin til 2 patienter med samme). Det er autentiske breve, forstået således, at de er sygdom, da det ligger i homøopatiens lære at individualisere behandlingen. Mere specifikt kan brevene oplyse om de respektive patienters sygdoms- og helbredelsesproblemer inden for homøopatiens rammer samt give et indblik i deres forhåbninger, deres opfattelse af deres sygdom, udtrykt i deres sygehistorier, således som de selv har beskrevet dem og endelig hvilke sociale klasser, der har søgt homøopatisk behandling
Geografisk fordeler Søren Jensen’s patienter sig over det meste af landet og det sydvestlige Sverige – der er således tale om en stor spredning, og Søren Jensen må have ført en omfattende konsultation og lægemiddelforsyning pr. korrespondance – ikke ulig samtidens kloge folk, f.eks. Kloge Søren på Fyn (8).
| Lokalitet | Breve i alt | Pt. antal | kvinder | mænd |
|---|---|---|---|---|
| Danmark | 62 | 51 | 17 | 28 |
| Sverige | 7 | 7 | 1 | 6 |
6 danske patienters køn kan ikke verificeres. Enkelte af brevene vidner dog om, at han har set patienten i hvert fald én gang (9), og et gennemgående træk i brevene er, at patienterne anmoder om ny medicinforsendelse ifølge tilbagesendte recepter/medicinindpakninger (10). På nogle få breve har Søren Jensen noteret: Ukendt – der kan hér være tale om, at patienten har fået Søren Jensen anbefalet: mund til mund metoden (11). Endelig er Søren Jensen i et enkelt tilfælde blevet kontaktet via en J. Nielsen, der i sit stempel kalder sig “med. Kommissionær” med virksomhed i både Næstved og København (12).
De mandlige patienters sociale tilhørsforhold omfatter landbrugere (gårdmand, handelsgartner, skovopsyndmand), håndværkere (maskinmester, træskomager, skrædder, garver, smed, kok, fotograf, væversøn), en enkelt lærer og en kudsk. Børnene tilhører landmandsgruppen samt en datter af en materialist. For kvindernes vedkommende er der kun opgivet ét erhverv: tjenestepige; alle de øvrige må formentlig henregnes til husmødre, hvad enten de omtales som enker eller fruer. 15 patienters erhverv har ikke kunnet verificeres.
Patientgruppen omfatter ikke de højt uddannede klasser, men dog personer, der for mændenes vedkommende efter folkeskolen har gennemgået en grundig, flerårig, praktisk uddannelse som landmænd, der havde tyende: karle og piger eller håndværkere, der havde svende og lærlinge i deres brød. Der er således ikke tale om “bunden” i samfundet. Der skulle da også erlægges en betaling til Søren Jensen: mellem 2 og 6 kroner – en enkelt patient med en dryppert, som han havde fået efter et besøg hos Tøsen, sendte dog 20 kroner i forskud. Patienterne skulle således have et indtægtsoverskud for at kunne konsultere Søren Jensen.
Af brevenes sygdomshistorier fremgår naturligvis først og fremmest hvilke lidelser, patienterne har søgt hjælp for, men også hvorledes de har beskrevet deres symptomer samt virkningen af den hidtidige behandling.
Sygdomshistorierne (se bilag) kan ikke henføres under genren “oplevelsesberetninger”, der er karakteriserede ved en mere eller mindre fast struktur: sygdommens opståen, behandling og helbredelse. Oplevelsesberetningens pointe: helbredelsen mangler generelt. Patienternes vurdering af den homøopatiske behandling kan opstilles som følger:
| Helbredt | Bedring | Ingen virkning | Ikke oplyst |
|---|---|---|---|
| 1 | 12 | 22 | 23 |
Ovenstående skal ikke vurderes i naturvidenskabelig forstand som et eksakt udsagn om en “virkelighed” – tabellen angiver blot en tendens i materialet, baseret på nærlæsning og fortolkning af teksterne.
Desuden: behandlingerne var ikke afsluttede. Gruppen: ikke oplyst omfatter dels enkelte 1.gangs henvendelser dels patienter, der ikke oplyser om medicinens effekt. Der kan derfor hér skjule sig positive vurderinger. At patienter, der mærker en bedring, skriver efter mere medicin er indlysende, om end det i vore øjne måske er mindre indlysende, at en læge blot på en anmodning sender mere medicin. Men at også patienter, der klart meddeler, at de ikke kan mærke bedring, skriver efter mere af den samme slags medicin, kan undre. Hér må det være håbet/den endnu ikke brudte tillid, der driver patienterne, eller også var Søren Jensen virkelig deres sidste “planke”, som f.eks. moderen, der skriver om sin dreng, der har en slem hoste: “og Lægen har sagt at det er Uhelbredelig. Nu ville jeg gjerne høre Deres mening om Brystsygepatienter paa 8 Aar kan helbredes” (13).
I nedenstående skema er patienternes lidelser opstillet efter Søren Jensen’s inddeling. Undtaget herfra er hans gruppe: Varia, som jeg har indført i klassificeringen efter symptombeskrivelserne. Patienttallet er tilsyneladende større end i det tidligere anførte, hvilket skyldes, at nogle patienter i samme brev beder om råd/medicin mod flere lidelser.
| Sygdom | Antal pt. | Sygdom | Antal pt. |
|---|---|---|---|
| Krampe | 2 | Appetitløshed | 3 |
| Menstruation | 3 | Øjenlidelse | 2 |
| Ringorm | 3 | Hjerteonde | 2 |
| Hæbede ben | 1 | Blegsot | 1 |
| Ligfald | 1 | Nervøsitet | 1 |
| Hudsygdom | 7 | Buldenskab | 1 |
| Kønssygdom | 5 | Tandpine | 1 |
| Rheumatisme | 3 | Nyrelidelse | 1 |
| Hoftelidelse | 1 | Håndskade | 1 |
| Knæskade | 1 | Astma | 1 |
| Kirtler | 1 | Hoste, blodspytning | 10 |
| Durkløb | 1 | Hovedpine, tunghed | 3 |
| Maveonde | 3 | Åndenød | 1 |
| Hørelse | 1 | Ikke-verificerbare | 7 |
To breve vedrører problemer med indførelse af Søren Jensen’s medicinsending til Sverige, hvor der var forbud mod privat medicinimport. Som det fremgår af skemaet udgøres den største enkeltgruppe af patienter med hoste og blodspytning, og der er her formentlig tale om tuberkulose – datidens alvorligste infektionssygdom. I disse sygdomsbeskrivelser, der oftest er ret detaljerede, kommer læseren meget nær brevskriveren som person, og en dyb menneskelighed træder frem. Én hengiver sig til Guds vilje og Søren Jensen’s mediciner, men beder samtidig om, at lægen vil skrive så læseligt som muligt, “da jeg ikke er af de bedste til at læse skrift” (14); en anden beder om klar besked om, hvorvidt vedkommende vil få sit helbred igen, “eller jeg blot skal slaa mig til Ro med den Tanke at der intet Raad gives for mig” (15).
Hér slår befolkningens ældgamle holdning til sygdom igennem: sygdom er en del af livets tilskikkelser, og når alt er prøvet, må man slå sig til tåls med sin skæbne. En anden ældgammel holdning til sygdom: nabohjælpen er også repræsenteret i et enkelt brev: “Hvis jeg tør understaa mig i at bede Dem om samme Slags Medisin til en fattig Husmandskone her i Byen takker jeg Dem meget, da hun lider af samme Sygdom som min Kone. Budet betaler hvad det koster” (16). Foruden hjælpen til den fattige er tankegangen hér ligeledes ældgammel folkelig tradition: hvad der hjælper den ene patient, hjælper nok o også den anden med de – for lægmanden- tilsyneladende samme symptomer. Til trods for homøopatiens individualiserende behandling, sendte Søren Jensen medicinen! Foruden den før nævnte brystsyge dreng oplyser fem patienter at have haft kontakt med en allopatisk læge før eller under behandlingsforløbet hos Søren Jensen.
1. Patient med hoste og blodspytning: “… saa blev jeg bange for at det skulde gaa for vidt, hvorfor jeg saa kom til en læge her i Brædstrup, nu er jeg alligevel bange for at bruge det han skrev op inden jeg hører fra dem . Og hvorfor jeg sender den Recp: at de kan se hvad det er. … Jeg fortalte ham jo ikke at jeg søgte dem” (17).
2. Patient med ringorm: “Jeg kørte til min Huslæge… han gav mig noget badevand, som lugtede lig Kultjære og det har Drengen vasket sig med en Tid meget stadigt. Det hjælper ikke…” (18).
3. Patient med blodig diarré: “… jeg har nu haft 5 forskjellige Læger, men ingen forandring” (19).
4. Patient med nyresygdom: “… min Søster i et halvt Aar lit af Nyresygdom og Lægerne her kan ikke hjælpe hende” (20).
5. Patient med kirtler: “Sygdommens Udbrud var ved 18 Aars Alderen…, derfor søgte hun Læge Larsen i Randers, som opponerede hende i Halsen. Af Medisiner fik hun en Masse Levertran, som hun neppe kunde taale…” (21).
Søren Jensen var én af de ca. 8 praktiserende homøopater, der virkede i København i 1870erne. Hans praksis har omfattet stort set alle medicinske sygdomme, og som faguddannet kirurg har han praktiseret legalt. Brevene er vidnesbyrd fra den del af befolkningen, for hvem det at skrive var en usædvanlig handling. De bringer os ganske nær vore olde- eller tipoldeforældre, og i nedenstående bilag vil jeg lade nogle få af dem selv komme til orde. Lyt til dem!
Bilag – Sygehistorier
Brev nr. 7, dateret 23./10,1877 “Hr. Doctor!” Jeg tillader mig herved at anmode Hr. Doctoren om velvilligst og snarest at sende mig en lille Flaske Medicin, som jeg tidligere har faaet sendt fra Deres Velbaarenhed. Jeg lider nemlig atter som dengang af noget Udslet paa Benene, som Doctoren dengang erklærede var Merkurialonde, samt af Stigen til Hovedet med undertiden stærk Hovedpine og i denne Tid har der sat sig en Forkølelse til. Hr. Doctoren kan sagtens umuligt erindre mig, da det er længe siden, men til en Slags Orientering skal jeg tillade mig at bemærke, at det vidst nok var en Syre jeg dengang fik. Ærbødigst”
Brev nr. 9, dateret 2./1. 1879. (Tankestreg – er sat af for at lette læsningen) “Aar 1875 fik jeg Lungebetendelse det varede i 7 Uger før jeg kom mig – samme Aar den 9. september fik jeg lungebetendelse igen der fik jeg en stor Grødpose om Livet og skiftede ver 1 Time om Dagen – den 14de var den siste Dag jeg skulde have Grød paa da jeg var temmelig Rask. Hen paa Eftermiddagen fik jeg Blodbrækning – Dogteren troede ikke det var saa farlig men bad mig om at være i Stilhed og holde mig til Kolt Melkemad i nogle Dage – den 20. september befant jeg mig vel det var et Øndig Veier jeg besluttede at gaa en tuer i Morgenen – da Kl var 2 om Eftermiddagen jeg var Glad over mig selv og over det velsinede veier – jeg var blot kommet lit uden for Havegærdet gik og var saa Glad – sprang Blodet op i min Hals og ud af Munden akurat som naar et Menneske faar rigtig Opkastelse – det kom som et Lyen over mig. Jeg listede mig ind i Haven og lagte mig i Græsset – der kom saa Folk til – de vilde Helde Slatvand i mig men det varede Lenge før de fik magt imod Blodet saa det blev stellet – saa lignede det som om der hafte været slagtet et Høvede – der var saa 2 Mand som bar mig ind og fik mig i Seng – Kl 7 Aften fik jeg et sligt anfal igen saa var det omtrænt ude med mig – da saa Dogteren kom saa sagte Han nu er det høi Tid at tage alvorlig fat – det var den 20. september – og om Natten 21. september fik jeg Blodbrægning om Natten kl. 12 og 2 og 3 der var saa kuns lit Liv tilbage – den 22 om Nat Kl 3 fik jeg et lile anfal saa holt det op – de første 8 Dage levede jeg ved kol afsiet Havresuppe og i 6 Uger ved Kold Melkemad – siden har der af og til vist sig Blod i Harget af og til ved Hoste – 1876 den 17 Mai fik jeg Blodspytning – det varede ½ Dag samme efteraar den 21. november fik jeg Blodspytning af Klart blod – det varede i 2 Dage før jeg blev fri – naar jeg har haft Blodspytning har det alle tider kommet meget Strengt et Øieblik men det har veret meget sent før det har hørt op. 1878 den 29 Desember fik jeg igen et anfal men ikke saa meget sterkt – men det varte til den 2den januar – men jeg har besønderlig fornemmelser i Brøstet – jeg har altid siden jeg Blodspytning Harge en gruelig mengde op uden ret megen Hoste til – den 9de juni 1878 fik jeg en slem Hoste og den har fulgt mig til nu – jeg vilde ønske jeg skal leve lit inu at jeg maa faa Raad for den sleme Hoste – for Blodet er der vel ikke Raad for mere. Ærbødigst”
Brev nr 45, dateret marts 1882 “Høistærede Her Dr. Jensen Jeg tillader mig herved at bede dem om de ikke er saa god at sende mig noget Medisin da den er brudt op igjen og der er meget flod i den og jeg vil gjerne bede om lit til Stenen da den holder sig meget Ømt og noget hævet jeg bærer den op og jeg bruger Rødvin at Sprøite men di er nok saa god Her Læge ikke at røbe mig for min Kone jeg har indbildt hende at det er Vandet som der er forkert med og Stenen den ved hun nok det ikke er rigtig med nu maa de endelig Her Læge give mig det saa skrap som jeg kan taale det jeg fik draaber sidst i flaske naar de blodt læger brugsanvisning med saa kjender jeg det jo nok det varer vist ikke saa længe enden jeg kommer til Kjøbenhavn saa skal jeg nok komme og gjøre regnskab… naar de Her Læge afsender det paa Lørdag før Kl 6 Aften saa kan jeg hente det i Herning paa Søndag saa venter jeg med deres godhed at de sender mig det Her Læge. Tegner jeg mig med meget Agtelse”
Referencer
1. Medicinsk-Historisk Museums arkiv. Mus.nr. 10.475
2. Kristian Carøe: Det kgl. Kirurgiske Akademis Matrikel 1785-1838. II: De immatrikulerede. København 1921, s. 130
3. Koleraen hærgede København fra 11. juni til 1. oktober 1853. 4.737 mennesker døde – 65.7% af de angrebne og 3.65% af byens indbyggere.
4. Den danske Lægestand. 5. Udg. ved F.L.E.Smith og M.C.F.Curtius Bladt. Kjøbenhavn 1885, s. 95.
5. Arild Linneberg: Norsk litteraturkritikks historie 1770-1940. Bd 2: 1848-1870. Oslo 1992, s. 147.
6. Luise Rinser: Der Brief des Schriftstellers. I: Deutsche Akademie für Sprache und Dichtung. Jahrbuch 1875, s. 108.
Wolfgang C. Müller: Der Brief. I: Klaus Weissenberger (red): Prosakunst ohneErzählen. Die Gattung der nichtfiktionalen Kunstprosa. Tübingen 1985. Otto Grepstad: Det litterære skattkammer. Sakprosaens teori og retorikk. Oslo 1997, s. 218ff.