Af Anna-Elisabeth BradePå baggrund af retssager mod ikke-autoriserede behandleres anvendelse og salg af homøopatiske produkter uden for familiekredsen fastslog Danske Kancelli i 1832 efter indstilling fra Sundhedskollegiet, at kun autoriserede læger måtte bruge den homøopatiske metode. Alle andre faldt ind under kvaksalveriloven af 1794 (1). Hermed var homøopatien ikke anerkendt af myndighederne, der blot ønskede at give de autoriserede læger monopol på udøvelsen. Da hverken sundhedsmyndighederne eller autoriteter indenfor den danske lægestand hidtil havde accepteret homøopatien, karakteriseredes den dengang under kategorien: Ikke-autoriseret helbredelsesmetode.

En homøopatpræst

Et problem for datiden var kvaksalverlovens meget strenge og vanærende straffe, der oftest var helt i uoverensstemmelse med overtrædelsernes karakter. Embedsmændene var derfor ret utilbøjelige til at forfølge lovovertræderne, og domsmyndighederne konverterede de urimelige straffe til bøder, endog benådning. Lægeautoriteterne, repræsenteret af Det Kgl. Medicinske Selskab, fandt 1794-straffebestemmelserne direkte skadelige, da befolkningen anså den dømte kvaksalver for martyr, som derved vandt mere tillid, mens lægerne i bedre kredse blev mistænkt for misundelse og brødnid (2). Hertil kom et ændret, mere moderat syn på forbrydelse og straf. Ingen kunne således være tjent med tingenes tilstand, hvorfor Rigsdagen i begyndelsen af 1850erne nedsatte en kommission til ændring af straffeloven som helhed.

Valget i 1852 medførte, at straffelovens kvaksalveribestemmelser gennemgik en hurtigere behandling. Ved valget var præsten Ludvig Daniel Hass (1808-1881) blevet medlem af Folketinget. Siden 1835 havde han ved siden af sin præstegerning virket som homøopat og havde allerede på dette tidspunkt modtaget to domme for kvaksalveri. Straks ved valgperiodens begyndelse fremsatte han forslag om frigivelse af lægepraksis, hvilket blev afvist. Derimod lykkedes det ham i 1854 at få gennemført en væsentlig nedsættelse af straffene for kvaksalveri. I 1858 fremlagde han forslag om oprettelse af en lærestol i homøopati, men ministeren afviste forslaget så kategorisk, at det nægtedes videre behandling.(3). Ludvig Hass blev ikke genvalgt ved valget i 1860, og efter at være blevet dømt 6. Gang for kvaksalveri gik han andre veje.

Der var nemlig et smuthul i loven. Lægerne kunne indgive anmeldelse mod ham for at tage patienter i behandling, og domsmyndighederne kunne domfælde ham. Men ingen magt-instanser kunne hindre nogen i at være sin egen læge, og ingen kunne hindre ham i eller straffe ham for at udgive en bog med homøopatiske råd, hvilket han gjorde (4). Mellem 1860 og 1881 udkom den i 6 oplag, og han opnåede herved at sprede kendskabet til homøopatien i befolkningen, samt at den tillige blev brugt som lærebog for andre homøopater og kloge folk.

Men myndighederne kunne hindre salg af homøopatiske lægemidler. Ludvig Hass indforskrev selv medikamenter i forskellig styrkegrad og potenserede dem selv yderligere. Desuden fik han oprettet forskellige udsalg rundt om i landet, og en fortegnelse herover findes i 2. udgaven af hans bog fra 1861. Udsalget hos bogbinder J. A. Lindstrøm i Nibe førte han selv tilsyn med, og hér greb myndighederne ind, idet Justitsministeriet forlangte en kemisk undersøgelse af 15 ud af i alt 70 medikamenter, som solgtes herfra. Sundhedskollegiet overdrog kemikeren Christen T. Barfoed (1815-1889) opgaven. Hans konklusion var følgende: i 1 drakme vægt medikament kunne det virksomme stof hverken måles eller på anden måde iagttages. Flaskerne indeholdt ikke kendelige mængder af de stoffer, hvis navn de bar. Over for samtidens naturvidenskabelige analysekrav var homøopatien atter kommet til kort. Med de efterfølgende anklager mod Ludvig Hass og J. A. Lindstrøm gik det således:

Da apotekerne ikke var i stand til at tilberede homøopatiske lægemidler, havde de anklagede ikke gjort sig skyldige i indgreb i apotekernæringen – altså frifindelse for salg af medikamenter. Da den kemiske analyse havde vist, at medikamenterne kun indeholdt gifte i ringe grad, havde de anklagede ikke gjort sig skyldige i indgreb i apotekernes eneret til salg af gifte – altså frifindelse for indgreb i apotekernes rettigheder. Da ingen af de anklagede havde næringsbrev på salg af medikamenter, var de skyldige i indgreb i næringsloven – altså dom. Hver fik en bøde på 5 rdl., og sammen skulle de udrede alle sagens omkostninger, herunder 35 rdl. for den kemiske analyse.

I løbet af få måneder blev efterfølgende de øvrige forhandlere: 2 i København og 1 i Nyborg dømt for ulovligt salg af medikamenter.

Om Ludvig Daniel Hass herefter har fortsat en eller anden form for praksis, vides ikke; han forsvinder fra myndighedernes arkiver, men med sin bog blev han indirekte behandler for mange og læremester for flere læg-homøopater. Men hvorledes skaffe sig de homøopatiske medikamenter? Det har Ludvig Hass et svar på i 3.udgaven fra 1868:

“Efter at Sundhedscollegiet af sær og synderlig Gunst og Naade havde faaet de Udsalgssteder forpurrede, der vare anførte i anden Udgave af Lægebogen, kom jo mange Folk i Forlegenhed, og det bidrog saa meget til, at Afsætningen af Bogen standsede en deel. Paa flere Steder hjalp man sig som man bedst kunde, navnlig hvor Én eller Flere havde Apotheker til eget Brug. Der overlode de Venner og Bekjendte i Nødsfald noget af deres Forraad. Det forslog imidlertidikke til meget, og derfor vedblev f. Ex: i Nyborg Hr. Ohlrik at handle eller forhandle denne Medicin, indtil han nu nys derfor igjen er dømt i Bøde, ligesom jeg ogsaa blev plaget i mangfoldige Breve med Spørgsmaal om, hvor Lægemidler vare ar faae efter min Lægebog. Dette besvarer jeg nu med disse Ord:

Det homøopathiske Centralapothek i Leipzig er det Sted, hvorfra enhver her i Landet bedst, billigst og nærmest kan faae Medicin. Man behøver blot at skrive dertil paa Dansk med bestemt angivelse af sin Adresse og med bestemt Betegnelse af de enkelte Lægemidler, man ønsker. Ofte forlanges kun en 10, 20 eller 30 Flasker af de almindeligste Sorter, ofte alle Slags efter min Lægebog, af hvilken Bestyreren for Apotheket er forsynet med Exemplarer. Jeg raader for resten Enhver til at forlange Medicinen i flydende Form og i 3de Fortynding uden at befatte sig enten med Strøkugler eller med høiere Fortyndinger. Dette er det mindst Forvirrende for Lægmaænd; en anden Sag er det, naar Nogen særlig lægger sig efter Homöopathien.

Det er saaledes, velforstaaet, ikkun Handel med homöopathisk Medicin eller Udsalg af den, som er forbudt heri Landet, da man paastaar, at efter en Anordning af 1682 er den de privilegerede Apothekere forbeholden*.

Selv at forskrive den fra Udlandet eller bede Andre som en Tjeneste at forskrive den, er Naturligviis ganske uskyldigt, og kan aldrig forbydes. Saaledes kan som anført enhver Mand forlange faa eller flere Falsker efter min Lægebog fra Leipzig; enhver Boghandler, enhver Handlende kan tjene Venner og Bekjendte med at forakrive homöopathisk Medicin til dem, naar han ikke tager eller beregner sig nogen Fordeel derved. Paa den Maade kunne baade Reisende og Sømænd føre af disse Lægemidler hjem med sig; thi næsten i hver nogenlunde stor Stad i Europa og Amerika findes der Udsalgssteder af denne Medicin. Det vil saaledes være meget let for Mange at faae den enten fra Hamborg, Hull, Leith, London, Newcastle o.s.v.

* Skjøndt disse hverken ere forpligteede til at have den paa Lager eller til at tillave den. Saaledes lyder det logiske Raisonnement” (4).

Senere i det 19.århundrede åbnede nogle danske apoteker specielle afdelinger for tilberedning og salg af homøopatiske lægemidler, hvilket indicerer, at fremstillingen af homøopatiske produkter på dette tidspunkt var blevet økonomisk fordelagtig. Der var et marked, hvorfor der må have været et vist antal praktiserende homøopater samt patienter nok til at købe produkterne. Og farmaceuterne var ikke villige til at overlade det profitable marked til udenlandske producenter.

Hvor mange var de?

Ludvig Daniel Hass har kun været én blandt flere læg-homøopater. Hvor mange der var, véd vi af naturlige årsager intet om. Vi kender kun dem, der kom i konflikt med myndighederne og blev dømt for kvaksalveri eller ulovlig handel med lægemidler. Herudover har der været et antal, som i det skjulte har udøvet homøopatien uden at komme i konflikt med loven.

Men de lægelige homøopaters antal kender vi (6) og er opgjort i nedenstående skema, der viser deres antal i forhold til allopatisk praktiserende læger.

1837		1860		1884
	læger i alt	heraf homøopater		heraf homøopater	Læger i alt	heraf homøopater
København	71	4	ca. 80	7	160	8
Sjælland	31		130	1	180
Bornholm	3		9		10
Lolland-Falster	5		22		28
Fyn	20		50		69
Jylland	33		122	1	237	1

*Mellem 1860 og 1884 praktiserede herudover 2 homøopater i København.

Antallet er lille, koncentreret i København, og fra 1860 til 1884 ændres forholdet til fordel for allopaterne. Ingen af de homøopatisk praktiserende læger besad ledende professionelle stillinger som f.eks. professorer, overlæger eller embedslæger – stillinger, som var væ sentlige for at opnå indflydelse på lovgivningsmagten.

Men der var en anden vej at gå: den videnskabelige. I 1867 indgav læge Henrik Lund en afhandling om Arnica til Københavns Universitet med henblik på erhvervelse af doktorgraden. Det lægevidenskabelige Fakultet afviste afhandlingen med den begrundelse, at virkningerne af lægemidlet var baseret på antagelser, som Fakultetet ikke anså for værende videnskabelige. At vinde professionel anerkendelse for homøopatien ad denne vej var således lukket.

Homøopatisk forening

I 1854 stiftedes Den homøopatiske Forening, der i 1884 havde ca. 100 medlemmer, men i 1894 var medlemstallet halveret. Til trods herfor lykkedes det foreningen fra 1860-1864 og kontinuerligt fra 1874 at udsende et tidsskrift, om end flere gange reorganiseret og under forskellige navne (7). På ét punkt markerer disse tidsskrifter en væsentlig forskel fra H. C. Lund’s i 1833: de bruger betydeligt mere plads til dansk materiale og en del sygehistorier refereres. Deres struktur er lagt an efter de lægevidenskabelige tidsskrifter.

Ved siden af denne og anden publikationsvirksomhed startede foreningen en indsamling til oprettelse af et homøopatisk hospital i København. Den drivende kraft bag dette var Erik Feveile (1819-1873) og anledningen var, at Københavns Borgerrepræsentation i 1862 havde afslået at oprette en sygestue for homøopatisk behandling på det nyopførte Københavns Kommunehospital. I 1884 erhvervede Homøopatisk Forening grund og bygninger på Fuglebakken. Bygningerne skulle imidlertid totalt ombygges, hvorfor hospitalet først kunne åbnes i 1913. Det indeholdt både medicinsk, kirurgisk-fysikalsk og elektromedicinsk afdeling samt badeanstalt. Sengetallet var 52, fordelt på enestuer, 2-sengsstuer samt 6-sengs fællesstuer. På hospitalet kunne alle akutte og kroniske sygdomme behandles – undtaget var epidemiske sygdomme og andre smitsomme lidelser, kønssygdomme samt lungetuberkulose. Hospitalets levetid som homøopatisk behandlingssted blev kort. Allerede 3 år efter – i 1916 – købte Købehavns Kommune bygningerne og indrettede dem til børnehospital.

Tyske læg-homøopater

Da dele af Sønderjylland ved folkeafstemningen i 1920 atter blev dansk, fik en lille gruppe læg-homøopater ved bekendtgørelse tilladelse til at fortsætte deres praksis. Ifølge tysk lov havde deres virksomhed været legal, og bekendtgørelsen var fra dansk side formentlig et udtryk for ønsket om at skabe en rimelig overgangsordning.

Lægmandsbevægelse i Danmark. Hvorfor?

I andre lande, som f.eks. Tyskland, England, Holland voksede homøopatien sig stor og indflydelsesrig. Det skete ikke i Danmark, hvorfor? Svaret skal næppe findes i noget specifikt ved den homøopatiske patientbehandling herhjemme – den fulgte omhyggeligt Samuel Hahnemann’s instruktioner, og der fandt ingen forsøg sted i Danmark. Dertil manglede man et tilstrækkeligt stort antal patienter, hospitalsfaciliteter og villige, engagerede prøvepersoner. Homøopaterne i Danmark havde kun hospitalsfaciliteter i 2 – 3 år (1913-1915), patienterne var koncentreret ude i privat praksis, og hertil kommer, at danskerne aldrig har været særlig villige til at agere som prøvepersoner.

Svaret må nok søges i den etablerede lægevidenskabs evne til at holde homøopaterne ude fra alle betydende stillinger i det medicinske system og dens evne til at øve indflydelse på lovgivningsmagten via dens eget magtfulde organ: Det Kgl. Medicinske Selskab, regeringens rådgivende organ: Sundhedskollegiet og endelig evnen til på en overbevisende måde at argumentere for egne videnskabelige paradigmer. I løbet af det 19. århundrede indtog medicin som videnskab en professionel og social position i samfundet, så modanklager for professionel misundelse og brødnid ikke længere havde gehør hos myndighederne. Lægerne, embedsmændene, tjenestemændene med indflydelse i regering og kommuner, i de forskellige departementer og administrationer var alle uddannet ved det samme universitet, vokset op i samme sociale og kulturelle bymiljø, og deres antal var lille. De kendte hinanden i forskellige situationer: barndom, studier, arbejde og privat. I dag kan vi ikke dokumentere disse lobby-kanaler, men vi kan se dem svagt ved at analysere handlinger, sager og tekster fra de involverede. Hertil kommer, at de førende personligheder inden for den danske medicinske verden havde evnen og mag magten til at holde orden inden for egne rækker.

I 1814 var Danmark blevet halveret territorialt, reduceret til en europæisk ministat. En ministat er åben for nye ideer, som generelt transformeres i overensstemmelse med specifikke kulturelle og sociale normer og traditioner. I et lille samfund er der en tolerance, men indenfor dens grænser risikerer en afviger at blive håbløs latterlig, og det er altid en alvorlig sag. Men, hvis disse usynlige grænser overskrides, vil afvigeren blive isoleret – en langt mere alvorlig sag. Homøopaterne overskred denne grænse ved at bestride moderne, internationale videnskabelige paradigmer, som dansk medicin anerkendte og ikke var villig til at opgive. Resultat: alle midler blev brugt mod homøopaterne. De få lægeuddannede homøopater blev totalt udleveret til latteren af deres fagfæller, og de blev totalt isoleret fra det faglige medicinske miljø – og i en ministat er det langt lettere at isolere afvigende kolleger end i en supermagt. At knytte sig til homøopatien var professionelt og socialt at degradere sig selv; homøopaterne var indentificerede med kvaksalvere.

Føj hertil, at under homøopatiens første årti i Danmark trådte en ny generation frem i dansk medicin. Udenlandsrejser havde altid været en vigtig del af en ung, håbefuld, ambitiøs læges efteruddannelse. Hvad de unge ambitiøse læger i disse år bragte hjem var en ny videnskabelig metode: statistik i henhold til videnskabelige principper; og fyldt med entusiasme indførte de metoden i egen forskning og brugte den til at udelukke homøopatien ved at stille videnskabelige krav, som homøopaterne ikke kunne honorere. To verdener, to holdninger stødte voldsomt sammen og denne kamp endte med, at danske læger som en profession og en social klasse afviste homøopatien, som hovedsagelig blev en lægmands-bevægelse i Danmark.

Referancer

Danske Kancelli, I 48. 2.departement 1800-1848. Brevbog 1832, nr. 3364.

Kr. Carøe: Jyske Benbrudslæger. I: Samlinger til jysk Historie og Topografi (1920)

Kr. Carøe: Homøopatpræsten i Hals. I: Fra Himmerland og Kjær Herreder. Årbog udg. af Historisk Samfund for Aalborg Amt. (1818-1920). Bd 3, s.259-260.

L. D. Hass: Kortfattet Homøopathisk Lægebog. Kjøbenhavn 1860. 3. udgave 1868.

1 drakme = 3.906 gr.

Fortegnelse over de i Danmark autoriserede Læger. Udg. af Det Kongelige Sundheds=Collegium. Kjøbenhavn 1837.

Bentzien: Den danske Lægestand. 3. Udg. Kjøbenhavn 1860.

F.L.E.Smith & M.C.F.Curtius Bladt: Den danske Lægestand. 5. Udg. Kjøbenhavn 1885.

Oscar Hansen: Homøopatiens Historie i Danmark. I: Maanedsskrift for Homøopathi

(1884), s. 74-82).

Homöopathischer Führer für Deutschland und das gesammte Ausland. Herausg. von

Meyer. Leipzig 1860.

Internationales Homoeopathisches Jahrbuch. Herausg. von Alexander Villers. Bd. 1.

Leipzig 1891 & Bd. 2, Dresden 1894.

Populær Homøopathisk Tidende 1860-1864

Folkeligt Maanedsskrift, helliget Homøopathien. 1874.

Dansk Maanedsskrift for Homøopathi 1875-1876.

Maanedsskrift for Homøopathi 1877-1897.

Homøopatisk Tidsskrift 1896ff