Af Fhv. universitetslektor, Cand.mag. Ph.d. Anna-Elisabeth Brade.Udgangspunktet for mine artikler om homøopatiens fremkomst og udbredelse i Danmark er et spørgeskemasvar (1), som jeg stødte på i forbindelse med en analyse af husmoderens behandlingsmetoder ca. 1860 – ca. 1920 (2). Svaret lød: »Min Bedstefar var klog mand og fik store medicinsendinger fra Leipzig Medicinfabrik, og Mor gik i hans fodspor. Bortset fra kamillete, hyldete og brændenælder var det medicinerne fra Leipzig, Mor brugte« (3).

Denne korte meddelelse er èn blandt mange, som fortæller om den brydning, som på alle samfundets områder fandt sted i Danmark i de sidste årtier af det 19. århundrede. For folkemedicinens fagkyndige: for de kloge folk medførte det bl.a., at de i takt med befolkningens ændrede sygdomsopfattelse – fra folketro til tro på naturvidenskab – måtte ændre deres praksis fra traditionsbundne behandlingsformer til en mere lægevidenskabeligt præget terapi. For de kloge folk var det et spørgsmål om deres erhvervs overlevelse i en stadig alvorligere konkurrence fra lægerne, der støttet af magthaverne netop i denne periode i et hurtigt stigende antal bosatte sig i landdistrikterne.

I denne konfrontation og omstilling til moderne tider hjalp det de mere fremsynede og af »tidsånden« prægede kloge folk, at det danske marked fra slutningen af det 19. århundrede gennemgik en omstrukturering fra naturalier til pengeøkonomi. Danskerne blev hermed pludselig købedygtige, og købekraften var ikke længere koncentreret omkring en fåtallig overklasse, men spredt ud til talrige eventuelle købere i samfundets forskellige sociale grupper. Det kunne betale sig for de store firmaer som f.eks. Leipzig Medicinfabrik at investere i reklamer, bevidst rettet mod det danske marked. De investerede, og trods sundhedsmyndighedernes energiske indsats herimod steg importen af medicin kraftigt, herunder den homøopatiske fra bl.a. Leipzig.

Men forud for dette var der foregået en informationsproces. Kendskabet til homøopatien var vandret fra en begrænset kreds, repræsenteret af lægerne og andre intellektuelle (de, der kunne læse tysk) ud til befolkningen (de, der kun kunne læse dansk); altså fra et snævert bymiljø til bredere sociale lag, helt ud i landsbyerne.

Forordninger vedrørende udøvelse af sygdomsbehandling

Indtil 1842 var lægeuddannelsen delt i to helt adskilte undervisningsforløb. Medicinerne fik deres uddannelse på Københavns Universitet, mens kirurgerne oplærtes håndværksmæssigt hos en barberkirurg og fra 1787 på Det Kongelige Kirurgiske Akademi i København. I 1672 blev forholdene mellem medicinere og apotekere reguleret ved en forordning, der gjaldt for hele kongeriget (4). Ved siden heraf indeholdt de lokale, af kongen stadfæstede lavsskråer, bestemmelser vedrørende udøvelse af kirurgisk virksomhed (5). Ifølge hele dette lovkompleks måtte kun universitetsuddannede medicinere behandle indvortes sygdomme, kun hånd-værksuddannede kirurger måtte udøve kirurgiske indgreb, behandle sår og lignende, og kun skolede farmaceuter måtte tilberede og sælge medicin. Alle andre var kvaksalvere. Ordet kvaksalver kom således ind i det danske sprog i forbindelse med myndighedernes tidlige lovgivning for området og blev samtidig de lærde behandleres noget nedladende udtryk for de ulærde behandlere, hvad enten deres kure var af magisk eller af mere rationel karakter. Samtidig fik Danmark et problem med at definere, hvad en kvaksalver egentlig er, bortset fra det rent juridiske begrebsindhold. 1672-forordningen var gyldig i 250 år, men angav ikke straf for overtrædelse, og heri lå et fremtidigt problem. Med lovgivning kunne myndighederne autorisere medicinere, kirurger og apotekere, men de kunne ikke ad denne vej forsyne landet med et tilstrækkeligt antal uddannede læger, og på grund af den store lægemangel langt op i det 19. århundrede fortsatte folkemedicinens udøvere, illegalt men straffrit, ganske upåvirket med at helbrede de syge. Men fra slutningen af det 18. århundrede ikke så upåagtet som før.

Fra 1770erne blev myndighedernes muligheder for at kontrollere forholdene i provinsen væsentligt forbedret med ansættelsen af et stort antal embedslæger. Af indberetningerne herfra fremgår det klart, at forholdene ikke var acceptable, oftest forfærdende. I 1794 greb myndighederne centralt ind i problemerne med en forordning om straf for kvaksalveri. Med nogle mindre ændringer i strafudmålingen var forordningen gyldig til 1934.

1794-forordningens hensigt er klar: ved alvorlige straffe at afskrække de kvaksalvere, der giver sig »Navn af kloge Mænd eller kloge Qvinder fra at misbruge deres ulykkelige Medborgeres Tillid til at ødelægge deres Helbred« (6). Straffen for 1. gangs overtrædelse af loven blev sat til 20 rigsdaler, mens der for 2. gangs forsyndelse kunne idømmes fængsel på 1⁄2 år – en straf, der fordobledes for hver yderligere dom. Straffen var alvorlig. Til sammenligning kan tjene, at smede i Bjæverskov og Stevns herreder i 1789 gennemsnitlig har haft en årsindkomst på ca. 20 rigsdaler, mens ladefogder tjente 23 rigsdaler og husmænd ca. 9 rigsdaler (7). Desuden var straffen vanærende og i praksis ofte helt ude af proportioner med overtrædelsens karakter og omfang, også set med samtidens øjne, hvad doms- og afsoningspraksis bevidner.

I 1803 oprettedes Sundhedskollegiet, der som landets centrale myndighed bl.a. skulle forebygge og standse enhver form for kvaksalveri, herunder både behandling af syge og salg af ikke-tilladt medicin. Da homøopatien kom til Danmark, måtte homøopaterne udbrede kendskabet til deres behandlingssystem og udøve dette i praktisk patientbehandling i o overensstemmelse med vilkårene i dette lovkompleks.

De første meddelelser

»Min far har meddelt mig, at enkelte personer herfra var rejst til Hahnemann, og at de var behandlede med gode resultater« (8). Denne meddelelse tyder på, at homøopatien – eller i hvert fald Samuel Hahnemann selv – har været kendt i Danmark, før den første homøopatiske publikation på dansk blev udsendt i 1822. En verifikation af denne oplysning har hidtil ikke kunnet opspores på samtidigt dansk materiale, og de publicerede dele af Hahnemann’s patientjournaler giver ingen oplysninger om disse danske patienter.

Hvad vi derimod véd, er, at homøopatien fik sin første fortaler i Danmark i 1821, da skibs- og kompagnikirurg Hans Christian Lund (1765- 1846) begyndte at praktisere som homøopat. Homøopaterne titulerer ham: praktiserende læge (8) – en titel, der indholdsmæssigt i henhold til bestået, statsanerkendt eksamen medfører statsautorisation/eneret til at behandle syge mennesker medicinsk og/eller kirurgisk. Han selv kalder sig i de første ti år for læge- og naturkyndig, derefter homøopat – betegnelser, som ikke rammer ind i datidens danske lovgivning vedrørende udøvelse af lægegerning. I samtidens lægelige skrifter mod homøopatien omtales han næppe. Og eftertidens medicinhistorikere, repræsenteret af bl.a. Kr. Carøe (1851-1912) titulerer ham ikke, men karakteriserer ham som en mislykket kirurgisk studerende (9).

H. C. Lund var ikke student, men immatrikuleret som kirurgistuderende ved Det Kongelige Kirurgiske Akademi i København. Han opnåede aldrig at bestå afsluttende eksamen, hvilket har svækket hans senere arbejde for homøopatien i Danmark: han blev af lægerne anset for at være lægmand/kvaksalver. I denne kreds betød det intet for hans kvalifikationer, at han i en periode havde haft ansættelse i en række underordnede militære stillinger.

Hans introduktion af homøopatien på dansk svækkedes yderligere ved, at den alene koncentreredes om oversættelser af en lang række populære værker (10). Han anstillede aldrig forsøg, arbejdede udelukkende med andre homøopaters erfaringer, og mange af oversættelserne var endog på anden hånd. Til gengæld må man indrømme ham, at han har været en utrolig flittig og velinformeret oversætter, der ved siden heraf drev praksis i København. I første halvår af 1833 udgav han endog et homøopatisk tidsskrift, der dog måtte standse, angiveligt på grund af »Tidsmangel, Censurstrøg og andre Ubehageli gheder« (11). Med forordningen om trykkefrihed af 27. september 1799 var der blevet genindført en censur, der satte nøje grænser for, hvad der måtte trykkes. Overskred en forfatter disse grænser, kunne domstolen bestemme at sætte vedkommende under permanent censur, overvåget af den lokale politichef.

En analyse af H. C. Lund’s publikationsvirksomhed i perioden viser, at hans målgruppe må have været patienterne og blandt disse den del, som købte bøger og abonnerede på tidsskrifter og dermed holdt sig ajour med udviklingen. Socialt tilhørte denne gruppe den højere middelstand (12), og dersom budskabet skulle ud til den bredere befolkning og opnå dens forståelse og accept, måtte det netop ske gennem den højere middelstand. I landdistrikterne var denne samfundsgruppe først og fremmest repræsenteret af præsterne, om hvem vi vèd, at de i udstrakt grad ydede hjælp i sygdomstilfælde til lokalbefolkningen (13). Denne tidlige introduktion af homøopatien blev mødt med tavshed fra den danske lægeverden – den blev ikke vurderet som henvendt til fagfolk, der jo kunne informere sig via originalmaterialet på fremmede sprog. Men i 1828 udsendte Gustav Ludvig Baden (1764-1840) en opfordring til Danmarks læger om at meddele befolkningen deres erfaringer vedrørende homøopatien (14). Denne opfordring kom ikke fra en »mislykket kirurgistuderende«, men fra en landsdommer og dr.jur. – en akademiker med position i samfundet. Opfordringen blev taget op af den nyudnævnte redaktør af Bibliotek for Læger, dr. Carl Otto (1795-1879). På sine sygestuer i Tugt- Rasp- og Forbedringshuset anstillede han nogle forsøg på straffefangerne og meddelte sine resultater i 1829 (15). »Jeg ser alt ved at nævne dette Ord et sarcastisk Smiil hos mine Læsere«, skrev han – en sætning der viser, at homøopatien må have været kendt i fagkredse og blandt tidsskriftets læsere, at behandlingsmetoden må have været diskuteret internt i lægekredse og fremkaldt smil. Men til trods herfor er det Carl Otto’s holdning, at metoden er en prøve værd, thi:

1. Homøopaterne påkalder sig erfaring.

2. Alt skal ikke forkastes, fordi det ikke stemmer overens med egne ideer.

3. Kendte og troværdige mænd har med held anvendt og rost homøopatien.

4. Enhver spot over metoden er uværdig for lægevidenskabens udøvere før erfaringen har vist

metodens ubrugelighed.

Carl Otto stiller sig også tilsyneladende meget positiv over for Hahnehann’s efterforskning af lægemidlernes virkninger ud fra den almene betragtning, at dette altid er prisværdigt og af stor nytte for den praktiske lægevidenskab: »thi kun paa denne Maade er det muligt at komme efter specifica, saafremt disse ellers gives«(15). Da Carl Otto a priori var dybt skeptisk overfor den homøopatiske behandlingsmetode, ville han efter eget udsagn ikke spilde tid på en fordybelse i de homøopatiske originalskrifter, ej heller bruge megen tid ved sygesengen og omhyggeligt notere alle de af patienten opgivne symptomer for derefter at bruge timer på at opsøge disse symptomer i bøgerne. Men han ville gøre nogle forsøg, og hvis disse faldt heldigt ud da derefter grundigt studere kilden selv: Hahnemann.

Hans udgangspunkt for forsøgene blev derfor en mindre artikel, som dr. Messerschmid havde udgivet i Hufelands Journal. Heri opstilledes bestemte homøopatiske midler mod specifikke, let henkendelige, verificerbare sygdomme, og Carl Ottos forsøg drejede sig om følgende sygdomstilfælde:

Sygdomme	Middel	antal tilfælde	dosis
Inflammatorisk feber	Tinc. bryoniæ	2	1 dråbe fortyndet 15 x
Koldfeber	Tinc. sem. cynæ	7	1 dråbe fortyndet 9 x
Krampekolik	Tinc. pulsatilla	1	1 dråbe fortyndet 9 x
Tør hoste	Tinc. nuc. vomicæ	2	1 dråbe fortyndet 8 x
Rheumatisme	Tinc. cocculi	4	1 dråbe fortyndet 9 x

Carl Otto havde ikke fået medikamenterne tilberedt af en homøopatisk apoteker, men på Groth’s Apotek i København, hvilket skulle borge for friskhed og godhed, mente Carl Otto. Carl Otto fik det resultat, som han forventede: »Ikke den mindste Nytte sporedes af Midlerne » (15) efter anvendelse i flere dage. Han opgav den homøopatiske behandling, da han fandt en fortsættelse uforenelig med patienternes tarv. Disse blev derefter behandlet med de indicerede allopatiske midler, der ifølge Carl Otto hurtigt helbredte de syge. Han drager konklusionen, at den homøopatiske behandlingsmetode er ubrugelig, og at »det geraader de danske Læger til Ære, at Homøopatien ikke har faaet Inpas iblandt dem« (15).

Carl Otto’s forsøg er fåtallige og meget kortvarige. Med udgangspunkt i homøopatien begår han flere, væsentlige fejl. Først og fremmest går han den nemme vej og anvender sekundært materiale i sine forsøg i stedet for at gå til Hahnemann’s egne skrifter. Hans lægemiddellære (16) var på dette tidspunkt allerede udkommet i andet oplag. Set fra den lægevidenskabelige indfaldsvinkel begår han den fejl, som lægerne senere anklager homøopaterne for: ikke selv at verificere Hahnemann’s resultater vedrørende lægemidlernes virkninger. Carl Ottos anden fatale fejl er, at han ikke anvender midler, fremstillet af en af homøopaterne anerkendt apoteker. Hans forsikring om friskhed og godhed er i denne forbindelse ligegyldig. Friskhed og godhed er også for homøopaterne væsentlig, men ligeså væsentlig er fremstillingsprocessen: den korrekte omrystning – en teknik, som intet tyder på at danske farmaceuter på dette tidspunkt kendte, endsige beherskede. Carl Ottos tredje fejl er, at han ikke ville tage sig tid til at optegne patienternes symptomer ned til de mindste – for den allopatiske læge tilsyneladende ligegyldige – detaljer og sammenstille disse med lægemidlernes symptomfremkaldende karakteristica – et af homøopatiens grundelementer.

Carl Otto forventede efter eget udsagn de resultater, han fik. Men fremprovokerede han dem også ved at anstille sine forsøg på denne for samtiden videnskabeligt overfladiske måde? Vi véd intet herom, men en tekstanalyse af dominante og holdningsgivende kodeord i hans artikel og en nærlæsning af artiklen som helhed efterlader en kvalificeret formodning herom. Carl Ottos artikel var det første modsvar til homøopatien fra dansk lægelig side og som sådant ikke fyldestgørende ud fra hverken en lægevidenskabelig eller en homøopatisk indfaldsvinkel. Artiklen medførte da heller ikke nogen diskussion i Bibliotek for Læger – periodens eneste danske lægevidenskabelige tidsskrift – og trods åbenlyse og for homøopatien let gendrivelige fejl fremkaldte Carl Ottos forsøg ingen reaktion fra homøopaterne – formodentlig fordi ingen af dem var i en lægevidenskabelig position, hvorfra de med styrke kunne imødegå denne første kritik.

H. C. Lund fortsatte sin kampagne med at oversætte, og der skulle gå endnu nogle år, før opgøret satte ind.

Referencer

1. Ole Højrup (red.): Indsamling af planter og bær. Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser (NEU).

Spørgeliste nr. 20. 1955.

2. Anna-Elisabeth Brade: Behandlersystemet i Danmark ca. 1860 – ca. 1920. I: Dansk medicinhistorisk

Årbog (1992), s. 91 – 119. Anna-Elisabeth Brade: Kloge folk, lærde folk og familierne. Husmoderens indsamling og brug af lægeplanter og familien som behandlergruppe ca. 1860 – ca. 1920. København1996.

Anna-Elisabeth Brade: Træk af den danske folkemedicin. Bisselæger, kloge folk og lærd medicin. I: Dansk medicinhistorisk Årbog (1984), s. 11 – 45.

3. NEU 18.851.

4. C.P.N.Petersen: Den danske Medicinal-Lovgivning. København 1833. Bd. 1, s. 1-10.

5. Frederik Wulf: Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie. København 1906.

6. C.P.N.Petersen: op.cit., s. 307-308. F.A.Uldahl: Den civile Medicinallovgivning i Kongeriget Danmark med nordlige Bilande og Colonier. København 1863. Bd. 2, s. 42.

7. Hans Christian Johansen: En samfundsorganisation i opbrud 1700-1870. Dansk social

historie. København 1979. Bd. 4, s. 200.

8. Oscar Hansen: Homøopatiens Historie i Danmark. I: Maanedsskrift for Homøopathi

(1884), s. 74 – 82.

9. Kr. Carøe: Homøopatpræsten i Hals. I: Fra Himmerland og Kjær Herreder. Aarbøger udg. af Historisk Samfund for Aalborg Amt (1918-1920). Bd. 3, s. 259-260.

10. H.C.Lund (oversættelser):

1822. Den homøopathiske Helbredelses-Læres Aand, efter Dr. S. Hahnemann. 41 s.

1827. Katechismus i Homøopathien eller kort og fattelig Fremstilling af den homøopathiske Lægemaades Grundsætninger for Læger og Ikkelæger. 158 s.

1828. Letfattelig, uomstødelig Beviis for Sandheden af den paa Naturens Love grundede humøopathiske Lægemethode. Efter Prof. Dr. Bigel. Oversat efter Dr.Caspari. 68 s.

1828. Den homøopathiske Huus= og Reiselæge eller uundværlig Hjelpebog for alle Huusfædre paa Landet. Af Dr. Caspari. 119 s.

1830. Æskulap paa Vægtskaalen. Efter Hofraad Dr. Hahnemann. 79 s.

1830. Homøopathien contra Allopathien eller Sandhedens og Fornuftens Stemme imod Homøopathikens Fienders Angreb og Skingrunde. Efter Hartlaub og Trinks. 32 s.

1831. Allopathien. Et Ord til Advarsel for ethvert Slags Syge. Af S. Hahnemann. 28 s.

1832. Et Ord om Homøopathien af Hr. von Mordwinoff. Oversat efter Dr. Ekkenstein. 26 s.

1832. Grundlag til en tilfredsstillende Theorie for den homøopathiske Lægemethode eller denne Methodes Værd fremstillet paa den theoritiske Vei. Et philophisk Forsøg af Julius Hamberger. 52 s.

1833. Den homøopathiske Lægemethodes Historie og Betydning i Korthed fremstillet af Dr. Gottlieb Ludwig Rau. 26 s.

1833. Om den homøopathiske Lægemethode og dens Udøvelse, af Dr. Carl Sundheim. 29 s.

11. Homøopathiken eller Den reformerte Lægekunst, et Ugeblad for Sundheds= og Sandhedsyndere.

1833, januar – juli.

12. Hans Chr. Johansen: op.cit.

13. Kr. Carøe: Jyske Benbrudslæger. I: Samlinger til jysk Historie og Topografi (1920).

14. Gustav Ludvig Baden: Opfordring til Danmarks videnskabelige Læger, at meddele Publikum

Deres paa egen Erfaring grundede Dom om Homøopathien. København 1828,

15. Carl Otto: Oversigt af de i Aaret 1828 i Tugt= Rasp= og Forbedringshuset behandlede

Syge; med Bemærkninger om deres Behandlingsmaade. I: Bibliotek for Læger (1829),

s. 246 – 252.

16. Samuel Hahnemann: Reine Arzneimittellehre. Bd. 1- 6. Leipzig 1811-1821. 2. Udg. 1823.