Af Anna-Elisabeth BradeStødet til et opgør mellem homøopater og allopater kom i 1835, da divisionskirurg Chr. Heinrich Hahn (1802-1868) med en 12 sider lang artikel i Bibliotek for Læger tilkendegav sin positive indstilling til homøopatisk behandlingsmetode (1). De 12 sider var resultatet af flere års studier af homøopatien, som H. Hahn derefter havde introduceret i sin praksis, hvor han mente at kunne påvise flere helbredelser med anvendelse af det homøopatiske behandlings-princip. Dog formåede han ikke at helbrede alle, hvilket han kraftigt understreger. For at lære mere om homøopatien tog han på en studierejse til Tyskland, hvor han mødte flere af de homøopatiske koryfæer.
I Köthen traf han således Samuel Hahnemann selv, og i Dresden fik han adgang til praksis hos Paul Wolf (1795-1857), Karl Friedrich Trinks (1800-1868) og Carl Otto Helbig (1799-1869). Men rejsen må have været ret frustrerende. Kun få steder erfarede han positive praktiske erfaringer, og hans konklusion er da også tilsvarende nedstemt:
1. Similia-princippet kan anvendes i al almindelighed, men ved nogle sygdomme er contraria-princippet og de traditionelle præparater at foretrække.
2. Uenigheden blandt de tyske homøopater vedrørende præparaternes potensering eller blot fortynding var udbredt, og tinctura fortes blev almindeligt anvendt.
3. De efter H. Hahn’s mening bedste homøopater fulgte i øvrigt ikke Hahnemann’s forskrifter.
Hvis H. Hahn har haft til hensigt at overbevise sine lægekolleger om homøopatiens berettigelse eller blot inspirere dem til at forsøge sig herud i dele af deres lægelige praksis, må han have drømt; dertil er hele artiklen alt for upræcis og vagt begrundet.
Reaktion
En af den unge generations læger, Carl Kayser (1811-1870) svarede med en lammende kritik (2). I 1835 var Carl Kayser 24 år og var blevet læge året før. Allerede i studietiden var han blevet stærkt påvirket af indførelsen af de eksakte naturvidenskabers kvantitative metode i lægevidenskaben, og hans kritik rammer centralt ned i de tidlige danske diskussioner om den numeriske metode (3).
Carl Kayser rettede bl.a. sin kritik mod de manglende eksakte sygdoms-beskrivelser med angivelse af behandling. Desuden så Carl Kayser klart, at H. Hahn manglede en vurdering af, om resultaterne skyldtes den homøopatiske behandling eller en tilfældighed, ligesom han mente, at læserne med rimelighed kunne forvente, at H. Hahn havde anstillet forsøg med uvirksomme midler for at se, om disse ville give samme resultat. Carl Kayser kritiserer endvidere, at H. Hahn ikke selv havde gjort forsøg på sunde for at eftervise, om midlerne fremkaldte de symptomer, som blev beskrevet i den homøopatiske lægemiddellære – præcis hvad Carl Otto ikke havde gjort (se tidligere artikel).
Men hermed var Carl Kayser’s kritik ikke slut. Da der var modsætninger mellem allopatisk og homøopatisk medicin, således at det ene medicinske system udelukkede det andet, efterlyste Carl Kayser en præcisering af, hvilke sygdomme eller sygdomsgrupper, der lå inden for homøopatiens indikationsområde, ligesom der manglede en angivelse af, hvilke midler,
der ifølge de tyske homøopater kun blev fortyndet, hvilke der blev potenseret.
Kort og godt: efter Carl Kayser’s mening havde H. Hahn kun opnået at vise “hvor liden Tillid selv de dygtigste Homøopather have til denne Methode” (2).
En stadsfysikus bekender kulør
Samme år (1835) bekendte Fredericias stadsfysikus, Holger J. Fangel (1794-1843) sig som tilhænger af homøopatien med et skrift, der indeholder 163 sygehistorier, som han havde samlet fra sin homøopatiske praksis i perioden 1833-1834 (4). Hensigten var “at vække Tillid til en Methode, som man, fordi man hidtil ikke var opmærksom paa dens Virkninger, ofte har miskiendt” (4). Skriftet udkom både som en monografi og som en artikel i Bibliotek for Læger, hvorfor man må fortolkes som værende målgruppen: den danske lægestand. Artiklens struktur bekræfter dette, idet sygehistorierne er disponeret med sygdomsbeskrivelse, behandling, reaktion herpå, videre sygdomsforløb med tilhørende ændringer i behandlingen, helbredelse (bilag 1 og 2). Sygehistorierne er af ret vekslende karakter og omfang – nogle er ret detaljerede, mens andre er meget summariske; men alle ender med et positivt resultat. H. Fangel afslutter ikke sit arbejde med en samlende konklusion. Han må have ment, at de positive resultater i hver sygehistorie klart talte for sig selv og til fordel for homøopatisk behandlingsmetode.
Men H. Fangel har også ud fra sin erfaring som stadsfysikus vidst, at det foruden fagfæller tillige drejede sig om at få myndighederne positivt stemt, og det kunne man dengang som nu bedst gøre ved at påvise besparelser. Derfor understregede han, at homøopatiske midler er væsentligt billigere end de traditionelle, autoriserede allopatiske, hvilket “med Hensyn til Communernes Tarv visselig kunde komme i Betragtning” (4). Hvis man derudover kunne formå de fattige, som var under kommunernes omsorg, til at holde en passende diæt under sygdom, ville udgifterne til medicin næsten aldeles bortfalde – mente H. Fangel.
Det lægevidenskabelige samfund, repræsenteret af Fr. Wilh. Mansa (1794-1879), Michael Djørup (1803-1876) og Carl Otto (1795-1879) reagerede med det samme (5,6), og disse førende lægevidenskabelige forskere, hvis interesseområde var terapien, var ikke tilfredse med Holger Fangel’s bevisførelse. Det vil hér føre for vidt at gå ind i alle stridens detaljer, hvorfor kun et enkelt fælleselement skal fremdrages: fordringen til forsøg på grund af dets centrale stilling i datidens lægevidenskabelige fordringsdebat.
Fordring 1
Eftervisning af homøopatiens grund-sætning: similia similibus curantur mangler efter følgende regler: Ethvert forsøg skal anstilles så rent som muligt, de deraf vundne resultater skal renses så meget som muligt for tilfældigheder, og med contraforsøg skal resultaternes såvel subjektive som objektive sandhed verificeres. Skulle derfor terapeutiske forsøg gøres med homøopatien og disse være i stand til at vække den mindste videnskabelige opmærksomhed samt anspore til efterligning kræves der til sådanne forsøg, at kun de sygdomstilfælde vælges, i hvilke en afgjort, positiv lægelig indgriben pr. erfaring anses for værende nødvendig. Hvis derfor terapeutiske forsøg med homøopatien skulle kunne vidne om denne behandlings-metodes nytte eller overhovedet kunne bevise eksistensen af nogen som helst virksomhed af de homøopatiske indgifter, må disse anstilles i sådanne tilfælde, hvor man fra udfaldet – så umiddelbart som muligt – med sikkerhed kan slutte sig til en causal sammenhæng mellem den medikamentøse indvirkning og den derefter indvirkede forandring i den patologiske tilstand.
Svar:
Foruden anvendelsen i praksis var flere midler blevet afprøvet på sunde, og fordi disse havde virkning, var H. Fangel begyndt at anvende dem på syge. Når disse ikke var omtalt i artiklen var begrundelsen, at artiklen omhandlede behandlinger ved sygesengen.
Fordring 2
Parallelle forsøg med methodus exspec-tativa burde have været foretaget.
Svar:
“Jeg indser ikke, til hvilke “Parallel-beviser” en saadan afventende behandling kunde føre til; thi det er dog vel næppe tænkeligt, at nogen Læge i farlige Sygdomme turde vove en saadan Prøve (?)”
Fordring 3
Indirekte forsøg, hvor der kun blev givet lægemidler til en del af patient-erne, burde være foretaget.
Svar:
”Skulle jeg have ladet en Deel af de Syge, der tillidsfulde søgte Hjelp hos mig, henligge uden at yde dem denne for at se, om mulig Naturens Kræfter alene kunde fremvirke Helbredelse, oppebie, at Patienterne blev sygere, end da jeg kaldtes! – thi det er dog neppe tænkeligt, at nogen Læge i farlige Sygdomme turde vove en saadan Prøve”.
Fordring 4
Hvis læserne skulle kunne vurdere, om der var sammenhæng i behandlingen, burde indikationerne på den nuværende medicin have været angivet. Kun herved kunne læseren danne sig et billede af, om alle symptomerne var tilstede.
Svar:
Der er ikke tale om en lærebog, men om en samling sygejournaler, der skulle vække tillid til metoden, men hvis homøopatien var læseren velkendt, kunne vedkommende se, at indikationerne var tilstede.
Fordring 5
Kompetente læger burde have iagttaget forsøgene for at bekræfte observationerne.
Svar:
“Skulde for en Sikkerheds Skyld en anden Læge bestandigt have kontrolleret mine Kure, hvori jeg praktiserede; sandelig et generende Paafund saavel for de Syge, som for de to uadskillelige Læger. For fattige vilde det ikke kunde lade sig gøre at betale 2 Læger”, og hvis man endelig ville have vidnesbyrd, vidste H. Fangel, at de, han havde behandlet, kunne aflægge ed på det heldige behandlingsresultat.
Denne videnskabelige diskussion viser den begyndende formulering af det kontrollerede kliniske forsøg som det metodologiske grundlag til undersøgelse af lægemidlernes virkning. Kritikken rammer H. Fangel’s metode. Selvom praktiske erfaringer med metoden endnu var sparsomme, indså ledende klinikere og farmakologer klart, at det ikke var muligt at nå frem til en præcis viden om medikamenternes virkninger uden at have en kontrolgruppe i forhold til forsøgsgruppen.
H. Fangel’s erfaringer ved sygesengen blev afvist af samtidens lægevidenskabelige autoriteter som værende ikke-rationelle i både problemstilling, struktur og forskningsmetode. Nye rationelle principper – stadig med udspring i empirismen – stillede fordringer til begreber som årsags-sammenhænge, objektivitet, inter subjektivitet og reproducerbarhed. Disse begreber anvendtes til en grundig kritik af de første angivelige helbredelser med homøopatisk medicin, og metoden blev klart anvendt til at udelukke et nyt behandlingssystem fra lægeverdenen. Til trods for at mange irrationelle behandlinger som f.eks. åreladninger, afføringsmidler, sultekure og lign. endnu i 1830erne blev anvendt, tillod lægeverdenen ikke, at nye behandlingssystemer blev introduceret i almen praksis, før disse havde bevist deres anvendelighed i forsøg, der var opstillet efter bestemte kriterier. De danske homøopater formåede ikke på daværende tidspunkt at imødekomme kravene og opstille reproducerbare og verificerbare forsøg, bl.a. fordi deres praksis var knyttet til almen praksis.
I udlandet var der derimod gjort forsøg med et større patienttal i hospitalspraksis, og den danske lægeverden var ganske vel informeret herom. Resultaterne herfra blev inddraget i den danske opposition mod homøopatien. I sin recension refererer Michael Djørup således til en række undersøgelser på garnisonshospitalet i Wien, landkrigshospitalet i Sct. Petersborg og Hôtel Dieu i Lyon. Hans konklusion er, at “de Erfaringer, der af homøopatiske Forfattere berettes som Resultaterne af deres private Praksis, aldeles ikke stemmer overens med de Erfaringer, som i mange Vidners Overværelse er indhøstede i offentlig homøopatisk Praksis, dvs. med Forsøg, der paa offentlige Hospitaler ere gjorte med denne nye Lægemethode”. Michael Djørup kunne slutte sin opposition med at henvise til Académie Royale de Medecine i Paris, som netop i 1835 havde afvist homøopatien som direkte farlig (5).
Afvisningens årsager
Den manglende videnskabelige dokumentation for den homøopatiske terapis anvendelighed i praksis var hovedargumentet i den professionelle kritik og afvisning. Men afvisningen havde også andre elementer i sig. Lægevidenskaben var i bevægelse, og man havde arbejdet sig frem til faste holdepunkter, hvoraf naturvidenskabelige forskningsmetoder var et af de væsentligste elementer. Dersom lægevidenskaben skulle have accepteret homøopatien, ville man have været nødt til – ud fra den daværende homøopatiske lære om, at der findes ingen sygdomme, kun syge mennesker – at forkaste den almindeligt gældende sygdomsklassifikation og sygdomsårsagerne. Hvis man skulle vedgå teorien om potensering af medicinen – ud fra den homøopatiske lære om sygdommenes og lægemidlernes dynamiske natur – måtte man ændre udgangspunktet for naturvidenskab: de basale fysisk-kemiske erkendelser. Det var den lægevidenskabelige verden mildest talt ikke villig til – det ville have været i modstrid med moderne rationel empirisk tankegang.
Bilag 1
2. “D., en ellers meget sund, høist kraftig Mand, nogle og 40 Aar gammel, lod mig den 8de Juni 1834 om Eftermiddagen kalde, fordi han pludselig var bleven angreben af et Sting. Han boede ikke langt fra Fredericia, og inden en Time, efter at han havde sendt Vognen, var jeg hos ham.
Jeg erfarede, at han omtrent en Uge havde befundet sig noget upasselig, og i de sidste Dage været plaget af rivende Smerter i den venstre Skulder. I det Haab, ved en stærk Bevægelse at fierne Sygdommen, havde han midt i Sommerheden foretaget sig en Spadseregang i Marken; Smerten i Skulderen forsvandt, men han følte strax en stikkende Pine i Maveegnen, der var saa voldsom og ængstende, at han efter faa Timers Forløb saae sig nødt til at søge Hielp.
Patienten var meget heftig angreben; den brændende stikkende Smerte sad fast i Maveegnen, der tillige smertede ved udvendig Berørelse; Angsten stod malet i hans Aasyn; Uroligheden tvang ham fra én Stilling i en anden, skiønt han i ingen fandt nogen Lindring. Tørst plagede ham; men da han tillige led af Qualmer, turde han Intet nyde. Han ængstedes ved hvert Aandedræt, og talede svagt, afbrudt. Tungen var tør, ikke belagt; Pulsen sammentrukken, hurtig, haard. Da jeg havde medført de vigtigste Midler, kunde jeg strax indgive Aconitum. Efterat Symptomerne i omtrent en halv Time vare vedblevne, endog i en noget forhøiet Grad, erklærede han, at Smerten, der hidtil var forekommen ham som en brændende Kugle, noget formindskedes, idet den syntes ved en sig udbredende, rundtløbende Bevægelse at fordeles; kort efter sagde han, at den straaleformig udbredte sig til begge Sider, meest mod venstre og opad. Allerede nu kunde jeg af hans friere Aadedræt, Talen og forandrede Udseende mærke, at den betydelig maatte have formindsket sig. Inden en Time efter min Ankomst forlod den Maveregionen, og jog op under venstre Skulder, efterladende sig i Maven kun et svagt Spor. Han kunde nu Aande frit og dybt, samt udkastede efter foregaaende Qualme uden synderlig Smerte nogle Mundfulde seit Sliim. Jeg anordnede ham den fornødne strenge Forsigtighed, og sendte ham samme Aften 2 Pulvere, nemlig Bryonia og Nux vomica, med den Anviisning, at indtage det første, hvis Smerten atter skulde concentrere sig i Maven, det andet derimod, hvis Qualmer og Brækninger atter maatte indtræffe.
Den næste Morgen erholdt jeg den Efterretning, at Patienten havde haft en rolig, smertefri Nat, ikke behøvet at bruge de tilsendte Lægemidler, sovet ret godt, svedt meget stærkt, tørstet noget, og efterhaanden nydt omtrent et Glas tyndt Øl, som jeg havde tilstaaet ham. Efterat Linnedet forsigtigt var skiftet (et noget opvarmet Klæde lagdes ham imidlertid om Maven), befandt han sig særdeles vel, og følte mod Aften stærk Madlyst. Jeg tillod ham Hønsekiødsuppe med Tvebak, som bekom ham meget vel. Han forlod næste Dag Sengen, og da han faa Dage derefter besøgte mig, fortalte han, at Smerten, efterat have forladt venstre Skulder, havde yttret sig i to af de forreste Tænder, og at han dernæst havde følt et Ryk i den venstre Kind, hvorpaa den aldeles var forsvunden. Netop lignende Smerte havde han havt, nogle Dage førend den omtalte Riven yttrede sig i Skulderen; nemlig først i Kinden, og dernæst i de to forreeste Tænder. D. har siden den Tid befundet sig fuldkommen vel”.
Bilag 2
36. “M.P., 8 Aar, havde havt nogle Anfald af Andendagsfeber, med de sædvanlige Symptomer
i temmelig stærk Grad, da jeg den 12te Marts 1834 kaldtes. Tilstanden passede for China, der i en Gave af uden senere Ulempe befriede hende for Sygdommen”.
Referencer
1. H. Hahn: Afhandling om Homøopathien. I: Bibliotek for Læger (1835), s. 426-437.
2. Carl Kayser: Critisk Anmeldelse af Herr Divisions=Chirurg Hahn’s Afhandling:”Om Homøopathien”. I: Journal for Medicin og Chirurgie (1835), s. 388-400.
3. Anna-Elisabeth Brade: Carl Emil Fenger og den numeriske metodes indførelse i Danmark. I: Bibliotek for Læger (1972), s. 39-54.
4. H. Fangel: Homøopathiske Forsøg ved Sygesengen. København 1835 (monografi). Også publiceret i: Bibliotek for Læger (1835).
5. F. W. Mansa & Michael Djørup: Recension af Dr. H. Fangel: Homøopathiske Forsøg ved Sygesengen. I: Maanedsskrift for Litteratur (1835), vol. XIII.
6. Carl Otto: Svar paa Recensionerne over “Homøopathiske Forsøg ved Sygesengen” af H. Fangel, M.D., Stadsfysicus i Fredericia. I: Bibliotek for Læger (1836).
7. H. Fangel: Svar paa Recensionerne over “Homøopathiske Stadsfysicus i Fredericia.I: Bibliotek for Læger (1836).
8. H. Fangel: Svar paa Recensionerne over “Homøopathiske Forsøg ved Sygesengen”.København 1835.
Forsøg ved