PHD-afhandling om den klassiske homøopati’s historie i DanmarkCand.mag. Ph.d. Anna-Elisabeth Brade, der er fhv. universitetslektor ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet, skriver om homøopatiens historie i Danmark:
Udgangspunktet for mine artikler om homøopatiens fremkomst og udbredelse i Danmark er et spørgeskemasvar (1), som jeg stødte på i forbindelse med en analyse af husmoderens behandlingsmetoder ca. 1860 – ca. 1920 (2). Svaret lød: »Min Bedstefar var klog mand og fik store medicinsendinger fra Leipzig Medicinfabrik, og Mor gik i hans fodspor. Bortset fra kamillete, hyldete og brændenælder var det medicinerne fra Leipzig, Mor brugte« (3).Kendskabet til homøopatien vandrer fra en begrænset kreds, repræsenteret af lægerne og andre intellektuelle (de, der kunne læse tysk) ud til befolkningen (de, der kun kunne læse dansk); altså fra et snævert bymiljø til bredere sociale lag, helt ud i landsbyerne.
Læs mereStødet til et opgør mellem homøopater og allopater kom i 1835, da divisionskirurg Chr. Heinrich Hahn (1802-1868) med en 12 sider lang artikel i Bibliotek for Læger tilkendegav sin positive indstilling til homøopatisk behandlingsmetode.
Læs merePå baggrund af retssager mod ikke-autoriserede behandleres anvendelse og salg af homøopatiske produkter uden for familiekredsen fastslog Danske Kancelli i 1832 efter indstilling fra Sundhedskollegiet, at kun autoriserede læger måtte bruge den homøopatiske metode. Alle andre faldt ind under kvaksalveriloven af 1794.
Læs mereDenne artikel tager sit udgangspunkt i en samling breve, der er adresserede til praktiserende homøopat, kirurg Søren Jensen (1811-1887), boende i Skindergade, København. Brevene findes indlagt i en af ham ført patientprotokol (1). men hvem erSøren Jensen?