En genfortælling/boganmeldelse af ”Homoeopathy Before Hahnemann -the Forgotten Men« af Ian Oliver. Boganmeldelse af Charlotte Yde.At tale om Homøopatien før Hahnemann er det samme som at tale om Tyngdeloven før Newton. Selvfølgelig eksisterede det, men der var ikke knyttet et videnskabeligt system til homøopatien. Det var Hahnemann’s geniale tænkning som bragte alle delene sammen til et sammenhængende terapeutisk redskab. Det er intentionen med Ian Olivers bog at kaste nyt lys på oversete områder og dermed give større indsigt i homøopatien. I sin redegørelse har Ian Oliver brugt originale tekster fra det 17. 18. og 19. århundrede. Ian Oliver redegør i sin bog for nogle områder af det homøopatiske system, hvor andre pionérer end Hahnemann bidrog med at udvikle systemet. Det var bl.a. tilfældet indenfor kolera behandling, udviklingen af posologien, afprøvninger, samt enkeltmidler og specifikke midler. Selvom Hahnemann anerkender, at flere personer har inspireret ham til sin tænkning heriblandt Hippokrates og Haller, så ser det ud til at Hahnemann glemte et par stykker.

Hahnemann kunne skrive 19 sider om hvor frygteligt det er at drikke kaffe, men nævner aldrig et eneste ord om effekten af tobak. Hvorfor? Jo, Hahnemann kunne lide sin pibe tobak. Han var et menneske ikke en Gud, og havde tilsyneladende, som de fleste af os, en selektiv hukommelse på visse områder. Da historien om et givent emne formes af historieskriveren, er det vigtigt at forstå Hahnemann’s natur, for at kende hele homøopatiens historie.

Hahnemann fungerede hele livet som et omdrejningspunkt for den fremspirende homøopati. Sammen med sine “disciple” som han kaldte dem, blev der gjort nye indsigter og afprøvet teorier om emnet. Ude i marken var unge mennesker i gang med at finpudse og justere den nye terapiform. Hvor forholdet mellem Hahnemann og hans disciple måske i starten havde karakter af et mesterlæreforhold, udviklede det sig til at ligne forholdet mellem Freud og Jung. Hahnemann måtte kæmpe for at beholde magten over udviklingen.

Fra 1830 opstår der uenighed mellem ham og andre fremtrædende homøopater og han opløser Det Homøopatiske Selskab efter kun tre år. Han bagtales og jages fra sit professorat i Leipzig. Intolerancen over for de kolleger, som havde andre synspunkter end han selv, fik ham til at udtale:

»He who does not walk on exactly the same line as me,

or diverges, if it be the breadth of a straw,

to the right or to the left, is an apostate and a traitor,

and with him I will have nothing to do. «

En ”apostate” er en frafalden i religiøs forstand.

I begyndelsen af kolera epidemien i 1830 lever han i isolation i Köthen og han er egentlig pensioneret. Hans første kone er død, og han har skrevet alle sine store værker, som han fortsætter med at finpudse. Han tog ikke længere ud til patienter, gik stort set ikke ud af huset. Derfor er det mærkværdigt at et af Hahnemanns største scoop var behandling af kolera med Kamfer, især fordi han på det tidspunkt hvor han anbefalede brugen af Kamfer ikke havde set et eneste koleratilfælde. I december 1830 anbefaler Hahnemann stadig brugen af Veratrum i koleratilfælde til de yngre aktive homøopater, som skal vise “overlegenheden i vores guddommelige kunst”. Så selvom der havde været koleraepidemi i 1816, som ikke havde nået til Europa, og selvom Hahnemann afprøvede midlet Kamfer i 1805 anbefalede han ikke brugen af kamfer mod kolera i december 1830. Så sent som 11. juli 1831 skriver Hahnemann, at der ikke findes nogen profylakse mod kolera. Men i august møder han et øjenvidne til en effektiv behandling af kolera. Behandlingen går ud på at gnide kamfer ind i huden på kolerapatienter. Hahnemann skriver også i august i et brev til sin ven at Staph og Veratrum ikke er særlig effektivt (i kolerabehandling). I september og oktober 1831 skriver han to afhandlinger om brugen af kamfer mod kolera. I tiden efter koleraepidemien skriver de yngre kolleger om deres erfaringer, og anbefaler flere forskellige homøopatiske midler afhængig af hvilket stadie sygdommen er nået til, bl.a. Veratrum.

Ian Oliver konkluderer at Hahnemann ikke anbefaler brugen af kamfer førend et godt stykke inde i epidemien, at han anbefalede at bruge den i allopatiske doser, samt at han blev kraftig hjulpet af andre til at gøre sin opfindelse. Samtidig konkluderer Ian Oliver at det er misledende alene at gøre det homøopatiske middel kamfer og Hahnemann ansvarlig for succesen med at bruge homøopatien i kolera epidemien. Der fandt megen succesfuld homøopatisk behandling sted med flere forskellige midler inden Hahnemann’s store opdagelse af kamfer…

Men Ian Oliver understreger samtidig at brugen af kamfer under koleraepidemien var med til at redde tusindvis af menneskeliv, og da Hahnemann var den flittigste publicist af homøopatiske informationer (30.000 kopier af Hahnemanns anvisninger blev omdelt i Wien, Ungarn, Berlin og Magdeburg) var han i høj grad med til at mange menneskers liv blev reddet.

Ironisk er det at Hahnemann 40 år efter sin opdagelse af Chinconas’ effekt stadig anbefaler allopatiske doser, som vi ser med kamfer under koleraepidemien. På Hahnemann’s tid blev der brugt store doser af medicin samt åreladning. Hahnemann brugte også selv doser på op til 50-70 grains af et middel, og Homøopatien blev udviklet udfra erfaringer med disse doser. I 1795 gav han Ignatia som har et højt stryknin indhold, til 7-10 årige børn, og i 1798 rådede han til at bruge store mængder af et kraftigt afkog af Sarsaparilla. Ian Oliver skriver, at han ikke nævner dette for at kritisere Hahnemann, men for at minde om at den yngre Hahnemann i høj grad var en søn af sin tid. Hahnemann anbefalede helt op til år 1800 at bruge åreladninger. Året efter var han meget imod metoden. Kritikere sagde om Hahnemann at han var modsætningsfyldt og uden principper. Hans disciple derimod så i Hahnemann en fornyer og en opfinder, en mand som søgte efter sandheden uden at være låst fast i dogmer.

I 1791 oversætter Hahnemann Donald Munros »Medical and Pharmaceutical Chemistry, hvor i forfatteren anbefaler meget små doser Cinchona i hårdnakkede febertilfælde. Hahnemann’s fodnote hertil er : »Det er en forkert måde at administrere bark på, og hvis den følges, vil den ikke give gode resultater«. Der er lignende eksempler fra Hahnemann’s oversættelse af Cullen’s værker. Hvis Hahnemann blev inspireret af disse forfattere var det ikke noget han nogensinde indrømmede. I 1829 kommenterer Hahnemann diskussionen om de uendelig små doser med kommentaren: »Der må være en ende på dette, det kan ikke fortsætte i uendelighed«. I 1832 siger han det modsatte. I årene imellem disse udtalelser udsender han dekreter om, at homøopater ikke burde bruge højere potenser end C30, og i det næste årti, inden sin død, bruger han olfaction og LM potenser i al hemmelighed. Opfinderen af de høje uendelig små doser (infinitessimals) vi bruger i dag var Korsakoff, og det var Julius Kaspar Jerichen, som introducerede potensering frem for fortynding. Hahnemann selv har aldrig forklaret, hvorfra han fik ideen til de uendelig små doser (infinitessimals) og »bankningen« (succussion). Endnu engang et eksempel på at Hahnemann undlader at nævne andre, som har været med til at udvikle homøopatien. Imidlertid var det Hahnemann’s fortjeneste at sammenholde og udvikle disse procedurer til et medicinsk system: Fra almindelige doser til stadig mindre doser, for at ende med de doser vi bruger i dag.

Ian Oliver beskriver på lignende måde emnet afprøvninger, enkelt midler og specifik midler og har også et afsnit om Paracelsus, som Hahnemann aldrig nogensinde nævner på trods af at Goethe kaldte Hahnemann for »den nye Paracelsus«.

I konklusionen skriver Ian Oliver, at han i sin bog har forsøgt at vise, hvordan homøopatien ikke opstod som ved et trylleslag med Hahnemann som en anden Harry Potter svingende sin stav. Tværtimod havde mange af de homøopatiske grundprincipper været at finde i skrifter fra andre fortidige og samtidige, men Hahnemann nævner dem stort set aldrig, fordi han mente at være udvalgt ovenfra til at åbenbare disse indsigter og opfindelser.

Jeg vil varmt anbefale alle med interesse for homøopatien at læse denne lille bog, som giver en indsigt både i homøopatiens historie og en forståelse for Hahnemann’s væsen, som er vanskelig at finde andre steder. Bogen kan fås hos Minerva eller Ainsworths.

Homoeopathy Before Hahnemann (The Forgotten Men)

Ian Oliver (1999) Midas Graphics, London.