Homøopatisk filosofi


Homøopatisk filosofisk definition af sygdom og sundhed i mennesket har stor betydning for behandlingen. Sygdommen anses ikke for værende de håndgribelige isolerede symptomer alene. Symptomerne er manifestationen af en bagvedliggende ubalance, en ubalance, som viser sig på flere planer hos det enkelte menneske, både fysisk, følelsesmæssigt og mentalt.

Homøopatisk behandling stiler ikke kun efter at fjerne isolerede symptomer. Det handler om at genoprette den dybereliggende balance og derved starte en gennemgående reetablering af helbredet. Definitionen af helbred, sygdom og helbredelse samt begreberne konstitution, modtagelighed og miasme er centrale i homøopatisk filosofi.

Tre hovedfaktorer karakteriserer, hvad homøopatisk behandling drejer sig om:

Definitionen af sundhed, sygdom og helbredelse.

Som beskrevet i homøopatiens historie er homøopatisk filosofi baseret på ideer af bl.a. Hippokrates og Paracelsus. Det er dog den tyske læge Samuel Kristian Hahnemann (1755-1843), der betragtes som homøopatiens fader. Hahnemann brugte hele sit liv på at udføre praktiske eksperimenter og behandlinger, at formulere sine indsigter og tanker om sundhed, sygdom og homøopatisk behandling.

Hahnemann’s Organon, som udkom i 5 udgaver i hans livstid og en 6. udgave mange år efter hans død, udgør stadig det filosofiske og praktiske grundlag, som homøopater over hele verden studerer. Det er de meget præcist formulerede aforismer som igen og igen viser sig at være en kilde til både praktisk og filosofisk visdom.

Homøopati er i dag i stor udvikling og mange nye lægemidler og metoder bliver afprøvet, uden dog at miste det oprindelige filosofiske grundlag.