Fagidentitet

Foreningens navn

Dansk Selskab for Klassisk Homøopati (DSKH) er stiftet i 1987.

Foreningens vedtægter findes på foreningens hjemmeside under vedtægter.

Historie

Den tyske læge, videnskabsmand og oversætter Samuel Hahnemann (1755-1843) udviklede og systematiserede de homøopatiske principper. Hahnemann navngav også homøopatien ud fra de to græske ord homoios (lignende) og pathos (lidelse). Homøopatien er således baseret på lighedsloven dvs. at man behandler en lidelse med et homøopatisk middel, som kan fremkalde en lignende lidelse hos en rask. Dette princip har været kendt meget længe og bl.a. Hippokrates og Paracelsus har skrevet om det. I dag er homøopatien udbredt i hele verden.

Menneskesyn

Ligesom andre vitalistiske behandlingsformer bygger homøopatien på den opfattelse, at mennesket er et hele. Krop, sind og ånd udgør en enhed, som ikke kan adskilles.

Sundhedsbegreb

Sundhed opfattes som en tilstand af velvære og vitalitet i hele personen og homøopater mener, at denne vitalitet er baseret på en overordnet energi, som kaldes livskraften. Livskraften opretholder harmoni og orden i organismen. Enhver del af organismen, både organer og celler er under indflydelse og beskyttelse af livskraften. (Grollmann 2002:13, Hahnemann §§ 9,10).

Sygdomsbegreb

Når livskraften er svækket eller er ude af balance, er organismen ikke længere beskyttet mod sygdom og dermed har bakterier, vira, svampe m.m. mulighed for at gøre skade og personen bliver syg (Grollmann 2002:13, Hahnemann §§9,10).

Forandringer i væv og organer f.eks. inflammation, sår, deforme led og cyster opfattes ikke som selve sygdommen, men snarere som et resultat af en sygdomsproces. Patienten er ikke syg, fordi han har en tumor, men tumoren er der, fordi han er syg.

Definition af homøopatisk behandling

Homøopaten udreder, hvad der skal helbredes (stiller homøopatisk diagnose) ved hjælp af et homøopatisk interview samt en analyse. Der skelnes mellem akut og kronisk behandling (Hahnemann §72).

Med sin viden om de homøopatiske midler, som stammer fra afprøvninger på raske mennesker, vælger homøopaten baseret på homøopatiske principper og teorier et velegnet homøopatisk middel (Hahnemann §3). Homøopaten forklarer patienten og evt. dennes pårørende om behandlingsforløbet og diskuterer forventninger hertil.

Homøopatiske midler

De homøopatiske midler produceres af følgende substanser:

  • Planter
  • Dyr
  • Metaller
  • Mineraler
  • Sygdomsprodukter – nosoder
  • Syrer
  • Andre

Homøopatiske midler laves ved en speciel proces, som kaldes potensering. Denne proces frigør de helende egenskaber i et stof, og en eventuel giftvirkning undgås. Homøopatiske farmacier tilbereder de homøopatiske midler efter bestemte opskrifter, og sælger dem i forskellige potenser både i fast og flydende form.

Homøopatiens teorier og principper

  1. Lighedsloven

I henhold til lighedsloven anvender homøopater afprøvede homøopatiske midler, som ”passer” til det sygdomsbillede, som patienten har.

Ifølge lighedsloven skal homøopater anvende potenserede (dynamiserede) lægemidler, da sygdomme anses for værende dynamisk/energetisk af karakter og derfor kun kan helbredes med et dynamisk lægemiddel.

  1. Modtagelighed

Alle mennesker er forskellige og sygdomme som f.eks. hovedpine opleves forskelligt fra en person til en anden. Hvad der udløser sygdom er også forskelligt. Homøopater ordinerer ikke et middel til en sygdom f.eks. hovedpine, men finder et middel som dækker hele patientens tilstand. Derfor kan ti patienter, som alle lider af hovedpine få ordineret ti forskellige homøopatiske midler, alt afhængig af deres individuelle symptomer.

  1. Miasmer

Homøopater arbejder også udfra den teori, at vi alle har medfødte prædispositioner til sygdomme. Disse kaldes miasmer. Når den miasmatiske disposition inkluderes i betragtningen, er det muligt at helbrede på et meget dybt plan.

  1. Afprøvninger

De homøopatiske midler er afprøvede på raske mennesker. Der laves ikke forsøg med dyr. Afprøvning af et middel tager flere år og er en kompliceret og arbejdskrævende proces. For øjeblikket afprøves mange nye midler.

  1. Minimum dosis

Klassiske homøopater bruger meget små doser, fordi midlerne fungerer som en impuls til at sætte livskraften i gang med en selvhelbredende eller harmoniserende proces. Hvis impulsen gentages for ofte virker det forstyrrende og kan medføre ubalance.

  1. Ét middel ad gangen.

Klassiske homøopater anvender ét middel ad gangen, fordi midlerne er afprøvede et ad gangen. Der findes ingen dokumentation for, hvordan de virker flere sammen. Det tager tid, tålmodighed, viden og erfaring at kunne ordinere et korrekt homøopatisk middel. Når midlerne ordineres et ad gangen har homøopaten desuden lettere ved at hjælpe patienten i helbredelsesprocessen, fordi man nøjagtigt ved, hvilke midler patienten reagerer på. Hvis akutte situationer opstår, er det hurtigere at finde et beslægtet middel.

  1. Herings lov.

Når klassiske homøopater vurderer effekten af behandlingen benyttes Hering’s lov. Den siger, at helbredelse finder sted:

    • oppe fra og ned,
    • indefra og ud eller fra center til periferi og
    • i omvendt rækkefølge af hvordan de opstod, dvs. de yngste symptomer forsvinder først.

Referencer

Grollmann, Maurer (2002) Understanding Classical Homoeopathy. Baar, Groma Verlag.

Hahnemann S (1922) Organon of Medicine (6th ed.). Translation by W. Boericke (written 1842). Philadelphia PA : Boericke & Tafel.